Cd 1
In the flesh?
I en pompøs blanding af stadionrock og englesang,
byder The Walls hovedperson, Pink, velkommen til
koncert. Hans fremtoning er ikke ”autentisk”, eller
hvad publikum forventer (forklaret ved
spørgsmålstegnet i titlen). Han er kold og
emotionelt forkrøblet, og han morer sig åbenlyst
over publikums forvirring. I Pink Floyds egen
liveversion blev nummeret spillet af et ”surrogate
band” med masker forestillende Pink Floyd.
The thin ice
Flashback til Pinks tidligste barndom. Den uskyldige
Æblemands-wamp (også kendt fra megen kønsløs pop fra
50’erne) sættes op mod en mildest talt
mistillidsvækkende tekst. Selv på en god dag kan
såvel det materielle fundament som det psykiske
fodfæste forsvinde på et øjeblik.
Another Brick in the Wall, pt. 1
Første sten i muren: Fars forsvinden i krigen.
The happiest days of our lives
Den åh så lykkelige barndom får en tand til af en
række sadistiske skolelærere, som selvfølgelig selv
er under tøflen derhjemme. Deres udstilling af
elevernes svagheder bidrager yderligere til børnenes
følelse af isolation.
Another Brick in the Wall, pt. 2
Et messende børneoprør lurer, men ungerne resignerer
og konstaterer blot, at skolesystemet dybest set kun
invaliderer børnene og får dem til at bygge muren
omkring deres følelser endnu højere.
Mother
….men mor er der altid! Hvad enten du har brug for
lidt ekstra kontrol, tjek på kæresterne eller blot
en hjælpende hånd til murerarbejdet.
Goodbye blue sky
Det post-industrielle samfunds satsen på teknologi
og videnskab som den nye religion og vej mod en
bedre verden får en slem forskrækkelse i anden
verdenskrig, hvor teknikken kun bruges til at dræbe.
Farvel til de gode intentioner.
Empty spaces/What shall we do now?
Vi er tilbage i Pinks nutid som berømt rockmusiker.
Hans utilfredsstillede behov og følelsesmæssige sult
gør ham afhængig af konstant aktivitet, ting &
sager, forandring og frem for alt bifald. Publikum
er ikke længere individer men et hav af ansigter, og
Pink er også ved at miste kontakten til sig selv,
for han slapper aldrig af og står i stigende grad
med ryggen mod sin egen mur.
Young lust
Mor har lagt vægt på betydningen af at finde en sød
og rar kæreste, så hvad er mere nærliggende end at
opsøge det stik modsatte? Som rockstar har Pink let
spil, og det bliver tøsernes opgave at frigøre ”the
rock’n’roll refugee” fra den skamfølelse, mor har
plantet i ham.
Groupie-monolog (“Oh my god…”)/intro til One Of My
Turns
Pigerne, Pink møder på turné i USA, er selvfølgelig
voldsomt imponerede over hans velstand, men det kan
ikke skjules, at Pink ikke fungerer normalt, og den
seneste groupie-erobring er af gode grunde noget
bekymret.
One of my turns
Pink er havnet i en regulær depression, hvor intet
længere begejstrer eller interesserer ham. Hans
tanker kredser om selvmord, og han får afløb for
sine ubrugte kræfter og blokerede følelser ved
jævnligt at smadre alt omkring ham. Det er blevet en
almindelig del af hans liv – blot en fase eller en
dårlig dag. Synes han selv.
Don’t leave me now
Til Pinks store forbavselse flygter groupien over
stok og sten for ikke selv at blive slået til
plukfisk midt i Pinks raserianfald. Rockstjernen
bryder totalt sammen og forstår intet. Hun er jo
dybt central i hans liv – hvem skal han ellers
latterliggøre overfor vennerne og rutinebanke lørdag
aften? Hvordan kan hun bare gå? Det er da for
strengt!
Another brick in the Wall, pt. 3
Så kan det også være lige meget! Der er ikke længere
nogen, der kan holde Pink ud, så han konstaterer
selvfølgelig, at han da slet ikke behøver nogen
eller noget. Hverken omsorg, bæltefiksering eller
beroligende piller. I kan rende og hoppe, kan I.
The last few bricks
Intermezzo og musikalsk mareridt, hvor muren bygges
færdig.
Goodbye cruel world
Med grandios selvmedlidenhed tager Pink afsked med
verden – i hvert fald som et følende menneske.
Cd 2
Hey you
Pink er ved at komme på bedre tanker, og han
forsøger i det små at lægge et par følere ud til
verden udenfor. Men det er blevet svært at nå over
muren, selvom Pink egentlig gerne vil.
Is there anybody out there?
Muligvis. Men de kan ikke høre dig
Nobody home
Pink er blevet indlagt på en lukket stue, hvor han
kun har meget få ejendele med. Helt banale ting
antager spøjs betydning. Han betragter sine brændte
broer og visnede rødder, og trangen til igen at
blive et helt menneske med luft under vingerne og et
formål med livet melder sig så småt.
Vera
Refrainsangerinden Very Lynn står for mange
englændere som et symbol på håb og fællesskab.
Hendes hit fra 2. VK, ”We’ll meet again”, blev
spillet som intro ved Pink Floyds ”The
Wall”-koncerter i 1980/81. Når Pink spørger, om
nogen kan huske Vera Lynn, og hvad der mon er blevet
af hende, er det hans private kode, hvor han
forsøger at blive taget tilbage af de mennesker, han
har stødt fra sig.
Bring the boys back home
Pinks tanker begynder at zigzagge, og vanviddet er
ved at indhente ham. I en kaotisk militærfanfare
synges der ”Bring the boys back home, don’t leave
the children on their own” – en sætning, som både
relaterer til Pinks egen opvækst uden far og de
vilkår, hans familie lever under, da han som
rockstar stort set aldrig er hjemme.
Comfortably numb
Det er lykkedes at få Pink ud fra den lukkede,
selvom han på ingen made er i stand til at optræde.
Men der er ingen vej udenom; der er jo penge i
knægten, om en aflysning går slet ikke. En
velmenende Dr. Død prøver at få liv i Pink og finde
ud, hvor skoen egentlig trykker. Men Pink
protesterer. ”Jeg føler ingen smerte. Jeg er blevet
hyggeligt følelseløs.” I den afsluttende solo
gennemgår Pink den endelige forvandling fra noget,
der kunne minde om et menneske til en afstumpet
rockdemagog, som skaber en koncertsituation, Hitler
ville have været stolt af. Pinks mentale orme (”The
worms”, der dukker op igen senere), har fået krammet
på ham, da de trives i mørke, frygt og isolation.
Rockidealisten i Pink er død, og han foretager en
bizar overkrydsning og bliver med et til en
fascistisk diktator.
The show must go on
Et sidste pip fra Pink inden der går helt “Sieg
Heil” i den. Han er bange for scenen, bange for
publikum, bange for forventningerne og bange for at
glemme teksterne.
In the flesh
Denne gang er spørgsmålstegnet i titlen væk. Dette
er den sande usande Pink. Han begynder at foretage
etnisk udrensning i sit intetanende publikum.
Bøsser, negre, jøder, hashrygere og folk med bumser
skal alle have en kugle for panden, hvis det står
til Pink!
Run like hell
Et totalitært styre har frygten som sit primære
redskab. Frygten skaber selvcensur og paranoia, både
overfor nutiden og de ting, man har gjort i
fortiden. Og man skal altid være parat til at stikke
af, for ingen ved, hvornår, man bliver taget med
bukserne nede.
Waiting for the worms
Pink sidder i sin bunker (isoleret et eller andet
sted, måske backstage) og venter på “The worms”, som
nu har fået krop i form af en skinhead-lignende
fascistbevægelse. Deres mål er Endlösung, den
etniske udrensning, Pink tog hul på ved sin sidste
koncert. Stadig er der dog en lille rest af konflikt
i Pink, som blandt andet spørger: ”Would you like to
send our coloured cousins home again my friend? All
you need to do is follow the worms.”
Stop!
Midt i det nynazistiske hysteri, Pink selv har
igangsat, bryder han sammen og beder om at få lov
til at stå af vognen – ”leave the show”. Han
”fængsles” og venter på at blive ført for en
domstol.
The trial
Da sagen åbner, lyder anklageskriftet, at Pink er
blevet taget på fersk gerning i at vise følelser “af
næsten menneskelig karakter. Det går ikke!” Finten
ved denne åbning er, at albummets kritik vender sig
fra at være rettet mod Pink til at rette sig mod et
samfund, som ikke kun dehumaniserer mennesket men
tilmed idealiserer denne ødelæggelse.
Pinks lærer, ekskone og mor føres som vidner, og
dommeren er ikke i tvivl. Dette er det værste, han
nogensinde har hørt! Han får simpelthen trang til at
gå på lokum af forargelse over historierne om Pinks
menneskelige følelser. En formildende omstændighed
er der dog: Pink har vist stort mod i at afsløre sin
dybeste frygt, så han dømmes til at blive
fremstillet i al sin nøgenhed overfor sine
medmennesker.
”Tear down the wall!”
Outside the wall
Midt i murbrokkernes buldren og bragen mindes
lytteren om, at der rundt om alle vores mure går
mennesker rundt, som forsøger at opnå kontakt med
personen bagved. De gør deres bedste, men mange af
dem giver simpelthen op og skvatter om af
udmattelse. ”After all, it’s not easy banging you
heart against some mad buggers wall.”
|
