|
Siden det brede gennembrud med Dark Side Of The
Moon i 1973 var meget forandret for Pink Floyd, ikke
mindst som liveband. Bandet var gået fra at spille
store indendørskoncerter til massive shows, ofte
uden døre. Især i USA var bandet blandt de
populæreste over hovedet, og på Pink Floyds
Animals-turné i 1977 (som havde den morsomme titel
”Pink Floyd In The Flesh”) talte publikumsskarerne
ofte 80.000-90.000 amerikanere, hvoraf mange langt
fra var de kernefans, der havde gjort en Pink
Floyd-koncert til noget magisk i de tidlige
halvfjerdsere. ”Back then you could hear a pin drop
at appropriate moments, even with 10.000 people in
the audience,” huskede Roger Waters senere.
Alt det var forbi i 1977. Pink Floyds koncerter var
store tilløbsstykker, som ofte tiltrak titusinder af
mennesker, som var til stede for showets og
stemningens skyld, og som ikke længere bidrog til
den intime koncertsituation, bandet før havde kunnet
optræde i.
Internt kneb det også med kontakten. Medlemmerne har
siden bekræftet, at Dark Side Of The Moon var den
sidste plade, hvor bandet fungerede og betragtede
sig selv som en gruppe, hvor alle arbejdede mod et
fælles mål og lod hver mands talenter og evner komme
til anvendelse i fællesskabets tjeneste.
Efterfølgeren, Wish You Were Here, havde været en
sejtrækker at komme igennem, primært på grund af
mangel på interesse fra bandet. ”We had made it with
Dark Side. It was over,” mente Waters, og David
Gilmour var enig i, at Pink Floyd ganske enkelt var
mentalt fraværende under det meste af arbejdet med
Wish You Were Here. ”It should have been called Wish
We Were Here. We weren’t,” mente han. Netop apatien,
fraværet og desillusionen blev direkte gjort til
pladens tema, og Waters, som var etableret som Pink
Floyds eneste tekstforfatter, var også begyndt at
fylde mere og mere som komponist.
Dominansen blev endnu mere udtalt på
Animals-albummet, hvor Waters skrev alt materialet
på nær Dogs, hvor Gilmour var krediteret som
medkomponist. Keyboardspiller Richard Wright, førhen
en af bandets mest markante komponister, var
allerede på vej ud på et musikalsk sidespor i kraft
af Waters’ dominans. Men Waters var alligevel ikke
begejstret for Animals, som han senere har hævdet
kun blev udsendt af ren grådighed. Den samme følelse
blev forstærket på Animals-turnéen, hvor bandet
fandt det sværere og sværere at skabe nogen reel
kontakt til publikum. Kombineret med det stadigt
mere fremmedgjorte klima indadtil blev presset for
meget for Waters, som på turnéens sidste aften
vendte al sin opsparede frustration mod en enkelt
råbende, skrigende, overentusiastisk teenager.
Waters fik lokket ham så tæt på scenen, at han var i
nåafstand – hvorefter Waters kvitterede for sin fans
tillid ved at plante en gedigen spytklat midt i hans
ansigt. ”Later that night I was shocked and appalled
by my own behaviour. It was a very fascist thing to
do. I thought, Oh my God, what have I been reduced
to,” reflekterede Waters mange år efter. Kort tid
efter kom Wall-idéen til Waters som en
rockteaterforestilling, hvor en mur byggedes op
mellem band og publikum som et symbol på den
manglede kontakt de to parter imellem. Oprindelig
var planen at lade muren opføre og lade koncerten
slutte, når byggeriet var fuldendt. Sådan gik det
ikke helt, men mere om det senere.
Murstenene i den mur, der gradvis isolerer
individet, er symboler på ekstreme
forsvarsmekanismer, fortrængte traumer, blokerede
følelser og uopfyldte behov. De første og mest
afgørende mursten placeres så tidligt i livet, og
tilmed af personer, man er stærkt afhængig af, så
der ingen mulighed er for at bearbejde oplevelserne.
Da de påvirker basale områder i personligheden,
danner de grobund for at gentage de samme mønstre
senere: At opsøge og skabe situationer, hvor man kan
opnå at blive såret, krænket eller misforstået. Af
mangel på en sund ”coping-strategi” isolerer man sig
endnu mere, både bogstaveligt og følelsesmæssigt.
Samlingspunktet i udviklingshistorien blev figuren
Pink (en joke, der henviser til Pink Floyds
tidligste dage, hvor mange i branchen troede, at
forsanger Syd Barrett hed Pink Floyd). Kort sagt
fusionerede Pink-figuren elementer fra Roger Waters’
og Syd Barretts liv. Begge havde mistet deres fædre
som børn; Waters havde knap nok oplevet sin far i
levende live, da faderen bortkom under et slag i
begyndelsen af 1944 mens Waters var spæd. Waters’
far blev aldrig fundet, hverken død eller levende.
Waters oplevede sin stærkt politisk engagerede mor
som velmenende men overbeskyttende, og hendes
besættelse af at få en god uddannelse stødte i den
grad sammen med Waters’ oplevelse af det britiske
skolesystem som undertrykkende, kreativt kvælende og
baseret på lærerkræfter, hvoraf mange var
overlevende krigsveteraner, som havde mere end nok
at slås med selv.
Syd Barrett-elementerne i The Wall dukker op, da
Pink som voksen gør karriere som rockmusiker men
ikke kan få sit følsomme sind til at forliges med de
krav, underholdningsbranchen stiller. Pinks kone
forlader ham til fordel for en anden mand, mens han
selv er på turné i USA. Han kan ikke sige hverken
til eller fra og havner i en situation, hvor
praktisk talt alt og alle, der kan misbruges bliver
det, ham selv inklusive. Manglen på normale grænser
resulterer i et Mur-byggeri, som bliver mere og mere
voldsomt og når sit højdepunkt det sted i historien,
hvor Waters’ og Barretts historer nærmest smelter
sammen: Pink foretager den mest ekstreme
tilbagetrækning, der findes – han mister forstanden.
I sin sindssyge begynder han at se sig selv og
fungere som fascistisk führer; en selvopfattelse,
der trækker tråde til Waters’ spytteepisode fra
Animals-turnéen. I et kort men klart øjeblik bryder
Pink sammen og trygler om lov til at komme ud sit
eget mareridt. Det lykkes, men ikke uden
omkostninger: Spøgelser fra Pinks fortid dømmer ham
til at rive sin mur ned for at blive menneske igen.
The Wall er et mesterværk og er ofte nye Pink
Floyd-fans’ introduktion til bandet, ikke mindst via
den omfattende brug af The Wall i mange gymnasiefag
og selvfølgelig primært musiktimerne. Det blev også
Roger Waters’ endelige overtagelse af førertrøjen i
Pink Floyd, mens bandet styrede mod dets opløsning i
begyndelsen af firserne, inden David Gilmour
genrejste bandet uden Waters i 1987.
|
