Udvalgte videoer og DVD’er

[ Diskografi ] [ Video & DVD ] [ Litteratur ] [ Månedens Floydtip ] [ Links ]

- Af Thomas Ulrik Larsen

London 1966/67

(udsendt 2005)

Et meget ungt Pink Floyd indfanget i studiet samt på hjemmebane i London-klubben UFO; på det tidspunkt et af de få steder, hvor bandet ikke ryddede gulvet på 15 minutter. Oplev blandt andet kamikazekollagen Interstellar Overdrive og den (af gode grunde) hidtil uudgivne Nick’s Boogie. Et must for de hårdkogte.

More (1968)

Pink Floyds lette, sfæriske sange og instrumentale stemningsnumre er noget af det bedste ved denne film: En tung og moraliserende historie om ung fransk uskyld, der møder ungt fransk fordærv og ender i spansk heroinhelvede på Ibiza. Historien snegler sig af sted, instruktion og skuespil er til at tage sig til hovedet over, og kameravinklerne er visse steder så aparte, at der ingen tvivl kan herske om, at More overvejende er indspillet on location.
 

La Vallèe (1972)

Endnu en fransk letbenet hippie-historie. Denne gang er scenen Ny Guinea, hvor galliske luksus-bohemer søger meningen med livet i en hemmelig dal, der officielt ikke findes på landkortet – dalen er ”obscurred by clouds”, som soundtrack-LP’en blev døbt. En rørende, men ikke specielt dyb film, som primært huskes for at have dannet basis for en lille, overset Pink perle.
 

Live at Pompeii (1972)

Et tohovedet dyr, der kombinerer koncertfilm og studiedokumentar, siger farvel til det gamle Pink Floyd og goddag til det ny med Dark Side Of The Moon som det uofficielle år nul. Koncertdelen, der er filmet i Pompeiis amfiteater-ruin, rummer gamle psykedeliske travere som A Saucerful Of Secrets, Careful With That Axe Eugene og Set The Controls For The Heart Of The Sun pakket ind i en todelt version af mesterværket Echoes – et nummer, som i både tema og struktur peger direkte frem mod det Pink Floyd, vi følger i studiet under arbejdet med Dark Side Of The Moon. En række kuriøse interview-sekvenser maner definitivt påstanden om, at der ikke blev røget cannabis under indspilningerne i jorden. Både Gilmour og Waters er ganske enkelt knokleskæve.

The Wall (1982)

Halvanden times musikvideo, som nådesløst hamrer af sted fra slut. Dobbeltalbummet fra 1979 kører stort set uændret som lydspor til Alan Parkers forsøg på at virkeliggøre Roger Waters’ bizarre drejebog. Boomtown Rats-forsangeren Bob Geldof spiller den krævende rolle som den skadede rockstjerne Pink, som fusionerer lige dele Syd Barrett, Waters og almindeligt sammenbrud. En klassiker blandt psykologilærere og Floyd-fans og hovedårsagen til, at så mange tror, at den senere Sir Geldof var Pink Floyds frontfigur.

Music from The Final Cut: a requiem for the post war dream (1983)

Fire numre fra Waters’ sidste LP med Pink Floyd omsat til kortfilm understreger, at bandet anno 1983 var et one man show. Waters hos psykologen A. Parker Marshall (et vink med en elbas i retning af The Walls instruktør, der faldt i unåde hos Waters) lader sine neuroser, mareridt og fortrængninger få frit løb i nogle grænseoverskridende og surreelle filmsekvenser, som ikke bør ses inden sengetid.

Delicate Sound Of Thunder (1988)

Uautentisk såkaldt koncertfilm fra USA-delen af Pink Floyds første turné uden Roger Waters. Meget af materialet siges at stamme fra lydprøver og postproduktion, og flere steder har lyd og billede åbenlyst aldrig været i nærheden af hinanden før på den færdige video. Standin-musiker Guy Pratts bas skiftes pludselig ud midt i et nummer, og Gilmours intro til Shine On You Crazy Diamond spilles til billeder, der stammer fra finalenummeret Run Like Hell.

Roger Waters: The Wall in Berlin (1990)

I den færdigredigerede version er klip fra generalprøven sat ind, og derfor snydes man selvfølgelig for de mange tekniske uheld, der ramte dette kæmpeshows (overværet af omkring 400.000 tilstedeværende) første fjerdedel: Det defekte monitorsystem, Sinead O’Connors bøffen rundt i Mother og ikke mindst The Band’s korsang, der lyder som om begrebet intonation aldrig har fundet fodfæste i Woodstock. Selv om blandt andre Scorpions, Ute Lemper, Bryan Adams og Paul Carrack giver både stadion-pondus og inderlighed til resten af det monumentale show, ligner The Wall in Berlin mest af alt et kæmpebrød i en mikroovn, og Postdammer Platz er åbenbart stedet, hvor selv de største diktatorer kommer til kort.
 

Pulse (1994)

Beton-kolossen Earls Court, arena-Pink Floyds hjemmescene i London, danner rammen om denne afslappede og atmosfærefyldte koncert fra slutningen af Pink Floyds sidste verdensturné i 1994. I skrivende stund (primo 2006) venter vi stadig på den DVD-udgave, som vil yde showets fine lyd- og lysopsætning fuld retfærdighed.

Roger Waters
In the flesh – live (2000)

”Ein, zwei, drei, Alle!” Efter at stået i skyggen af sit tidligere band i femten år gjorde Waters livecomeback i 1999/2000 med udsolgte arenakoncerter i hele USA. 75% Floyd-klassikere og 25% solosager udgør programmet i denne ekstremt disciplinerede koncertfilm. Billedmæssigt enkelt og renskuret, lydmæssigt klokkeklart, musikalsk lige i skabet. Og manden ser endda glad ud.

David Gilmour in concert

”Chamber rock” er ifølge Gilmour navnet på den halvakustiske stil, han anlægger overfor såvel nyt som ældre materiale. Gilmour er lige så casual på en scene, som Waters er råtjekket. Men musikken er dybt gennemarbejdet, hvad enten det drejer sig om versioner fra Floyd-kataloget eller Gilmours fortolkninger af sange, der spænder fra tenor-arien fra Bizets Perlefiskeren til Syd Barretts Terrapin. Varmt og livsbekræftende.

The making of Dark Side of The Moon (2003)

En veldisponeret og tankevækkende rundtur i laboratorierne – og hjernerne – hvor et af rockens hovedværker blev til. De fire medlemmer suppleres fint af tekniker/co-producer Alan Parsons og Chris Thomas, som miksede de mange ingredienser til det fuldendte produkt, der stadig fascinerer mere end 30 år efter.

The Pink Floyd and Syd Barrett story (2003)

Et godt supplement til ovennævnte DVD. Myten Barrett – i bund i grund en følsom idealist på kollisionskurs med underholdningsbranchen - og hans tragiske opløsning får krop og sjæl af hans gamle Floyd-venner, og hans indflydelse in absentia på Pink Floyds videre arbejde belyses af bandet.

Inside Pink Floyd:
A critical review (2004)

Kritisk og kritisk?
Denne maratongennemgang af Pink Floyds værker belyses stort set kun af superfans fra den engelske presse og bandet Mostly Autumn, og derfor hyldes både stort og småt lige fra Atom Heart Mother til Division Bell. Ikke uden lyse øjeblikke men noget trættende i længden.

Live8 (2005)
 

Kronen på værket eller sømmet i ligkisten – uanset hvad, var Pink Floyds optræden ved Live8 et kup. Bandet spillede tilmed godt og så ud til at nyde den genforening, de færreste havde turdet tro, nogensinde ville finde sted. Måske dette var den sidste tur, Pink Floyd fik i manegen, så hvorfor ikke nyde en charmerende nervøs Gilmour, en salig Mason, en Wright så cool som altid og en Waters, der griner som en flækket træsko fra start til slut. Bonus: Timevis af fantastisk musik med alt, hvad der kan krybe og gå af rock-, pop- og world-navne fra store dele af verdenseliten.